
Hyldebær smager skønt og giver en dyb, flot farve, som gør dem perfekte til hjemmelavede vingummier. Du kan dog bruge enhver form for frugtsaft – naturen har masser at byde på. Kig eventuelt på andre saftopskrifter i app’en og lad dig inspirere.
Til ca. 40 vingummier skal du bruge:
- Silikoneforme
- 10 blade husblas
- 75 g sukker
- 1 tsk citronsyre
- 1 tsk kartoffelmel
- 2 dl hyldebærsaft
- Fedtstof til formene
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand i ca. 10 minutter.
- Pensl silikoneformene let med fedtstof.
- Bland sukker, citronsyre, kartoffelmel og hyldebærsaft i en gryde, og varm det op ved jævn varme. Rør undervejs, og sørg for, at sukkeret opløses helt. Tag gryden af varmen.
- Vrid husblassen fri for vand, og rør den i den varme saft, til den er helt smeltet.
- Hæld massen i formene, og stil dem på køl i ca. 4 timer – eller indtil de er helt faste.
Opbevar vingummierne i en lufttæt beholder i køleskabet.