Fragaria vesca
Skovjordbær er den vilde jordbærart, der er mest udbredt i Danmark. Den er kendt for sine små, meget aromatiske bær, som ofte smager kraftigere end de dyrkede jordbær.
Planten er også nem at dyrke i haven og kan bruges som bunddække, hvor den danner tætte bevoksninger og spreder sig med udløbere.
Sæson
Blomstring – maj til juni
Bær – juni til august
Voksested
Skovjordbær er ret almindelig i den østlige del af Danmark, men findes sjældnere langs vestkysten. Den er også udbredt på Bornholm, men mangler stort set på Lolland-Falster. Planten vokser ofte i løvskove, men kan også findes på:
- skovkanter
- bakker
- skrænter
- lysåbne områder
Den trives bedst steder med lidt lys, og hvor jorden ikke er alt for tør. Skovjordbær er en flerårig plante og kan danne store tæpper, hvor mange planter vokser samlet.
Opskrifter / anvendelse
Skovjordbær spises bedst friske, hvor deres intense smag virkelig kommer til sin ret. De kan bruges på samme måde som almindelige jordbær og passer særligt godt sammen med:
- chokolade
- fløde
- yoghurt
- vanilje
- mynte
De egner sig godt til:
- morgenmad og grød
- desserter
- kager
- marmelade
- saft
Bærrene er blødere end dyrkede jordbær og smelter næsten på tungen.
Spiselige plantedele
Bær.
(Bladene kan også bruges til te, men anvendes sjældnere).
Kendetegn
Skovjordbær er en lav plante, som normalt bliver op til 15 cm høj.
- lange rodslående udløbere
- runde, svagt hårede og ofte rødlige stængler
- blade i sæt af tretakkede bladkanter
- den midterste tak på bladet rager længere frem end de andre
- bladoversiden er mørkere end undersiden
Blomsterne sidder på oprette skud og er hvide med fem kronblade. Frugten ligner en miniudgave af almindelige jordbær.
Forvekslingsmuligheder
Skovjordbær kan forveksles med flere beslægtede arter.
Bakkejordbær – Bakkejordbær har ingen eller meget korte udløbere. Bladene adskiller sig ved, at endesmåbladets yderste tak ikke rager så langt frem som hos skovjordbær. Desuden har bakkejordbær en sølvglinsende bladunderside, mens skovjordbær er grøn.
Jordbærpotentil – Denne art har enlige eller parvise blomster, mens skovjordbær har en lille blomsterstand.
Spansk jordbær – Hos spansk jordbær rager blomster og frugter op over bladene, mens de hos skovjordbær sidder i samme højde som bladene. Spansk jordbær er dog sjælden og truet.
I haver kan man også finde forskellige dyrkede jordbærarter, som alle er spiselige.
Forgiftningsfare
Ingen kendt risiko for forgiftning.


