Lepidium latifolium
Strandkarse er en flerårig plante, som ofte kaldes Nordens wasabi. Den har en kraftig, skarp smag, der kan minde om både karse, peberrod og wasabi, og den kan give et lille stik i næsen.
Det er usikkert, om planten er oprindelig i Danmark, eller om den er kommet hertil med ballast fra skibe i middelalderen. Den har tidligere været dyrket som køkkenurt, og i middelalderen blev den også brugt som lægeplante.
Artsnavnet latifolium betyder bredbladet, og slægtsnavnet Lepidium kommer fra græsk og henviser til frugternes små skælformede skulp.
Sæson
Blade – maj til august
Blomster – juli til august
Frø – august til september
Voksested
Strandkarse findes især i kystnære områder. På øerne vokser den ved:
- havne
- strandenge
- kystområder
Den findes blandt andet på Sydsjælland, Sydfyn, de sydfynske øer, Lolland-Falster og Møn. Den er sjældnere i Jylland, men breder sig gradvist og er nu også fundet på Bornholm.
Planten kan også vokse lidt inde i landet, hvor den kan findes ved:
- brakvandsgrøfter
- vejkanter
- havneområder
Den optræder også nogle steder som motorvejsplante, fordi den kan tåle salt fra vejsaltning.
Opskrifter / anvendelse
Strandkarse har en kraftig og skarp smag, og kan bruges på samme måde som:
- wasabi
- karse
- peberrod
Smagen er stærkest når planten bruges rå. Ved tilberedning mister den en del af sin skarphed. Man kan f.eks.:
- rive rå stængler over maden
- finthakke bladene som krydderurt
- bruge den i salater
- blende den i olie
- tilsætte den til mayonnaise, dressing eller pesto
Bladene kan også friteres og spises som snack. Planten passer godt til:
- avocado
- agurk
- radiser
- tomater
- grønne salater
- smør
- creme fraiche
- mayonnaise
- yoghurt
- flødeost
Spiselige plantedele
Alle overjordiske dele.Det gælder:
- unge skud
- blade
- blomster
- frø
Kendetegn
Strandkarse kan blive op til ca. 1 meter høj og har en blågrøn farvetone.
- glatte, lancetformede blade
- forholdsvis brede blade med takket kant
- kraftig karsesmag i hele planten
- mangegrenet stængel
Blomsterne sidder i tætte klaser og er hvide med kronblade på ca. 2,5 mm. Under kronbladene sidder hvidrandede bægerblade, som er kortere end kronbladene. Frugten er en lille skulp på ca. 2 mm, som kan være rund eller ægformet.
Forvekslingsmuligheder
Strandkarse er som regel let at genkende, men kan forveksles med andre korsblomstrede planter, især af begyndere.
Mulige forvekslinger:
Hjertekarse – Har pilformede stængelblade og tydeligt hjerteformede skulper.
Virginsk karse – Har mere fligede og takkede blade og er en lavere plante.
Grundbladene kan også minde om:
- strandasters (har helrandede blade)
- hindebæger (har også helrandede blade)
Disse forvekslinger er ikke giftige.
Forgiftningsfare
Ingen kendt risiko for forgiftning.




