Fallopia japonica (også kaldet Reynoutria japonica)
Japansk pileurt er en meget kraftigt voksende flerårig plante fra Østasien. I Danmark regnes den som invasiv, fordi den danner tætte bestande, skygger andre planter væk og spreder sig effektivt med små stykker af rod og stængel. Arten er omfattet af den danske nationale liste over invasive arter og må ikke handles eller plantes i naturen.
Planten blev indført som prydplante og kom til Danmark omkring 1880. Siden har den bredt sig over store dele af landet, især fordi haveaffald og jord med rodstykker er blevet flyttet rundt. Den kan også spredes langs vandløb.
Selv om planten er et stort problem i naturen, er de unge forårsskud spiselige. De har en frisk, syrlig smag, som ofte sammenlignes med rabarber.
Sæson
Unge skud / april – juni
De bedste skud er de tidlige, sprøde forårsskud. Senere bliver planten hurtigt mere trævlet og fibrøs.
Voksested
Japansk pileurt er ikke kræsen og kan vokse mange steder. Den findes ofte i:
- haver
- grøftekanter
- vejkanter
- langs vandløb
- byggepladser
- ruderater og forstyrrede områder
Den trives i mange jordtyper og kan vokse både i sol og halvskygge. Den ses især dér, hvor jorden er blevet forstyrret, eller hvor plantedele er blevet flyttet med jord og affald.
Opskrifter / anvendelse
De unge skud smager syrligt og kan bruges lidt som rabarber eller som en syrlig grøntsag. De kan spises rå i små mængder, men bruges oftest tilberedt. De passer godt i:
- kompot
- marmelade
- chutney
- desserter
- sirup
- kager
Når de tilberedes, bliver smagen mildere og mindre skarp. De kan også bruges i salte retter, hvor de giver frisk syre, fx til fisk, i saucer eller i pastaretter. Mange skræller de lidt tykkere skud, ligesom man gør med grove asparges eller rabarber.
Spiselige plantedele
De unge skud er den del, der normalt bruges.
Kendetegn
Japansk pileurt bliver normalt 1–3 meter høj og danner meget tætte bestande, ofte med op mod omkring 80 skud pr. kvadratmeter. Stænglerne er robuste, hule og leddelte, så de kan minde om bambus. De er ofte grønlige med rødlige pletter.
Bladene er brede, grønne og typisk lige afskårne ved bladbasis, ikke dybt hjerteformede. Midterribben er som regel lys grøn. Blomsterne er små, hvide og sidder i aks. I Europa sætter planten normalt ikke brugbare frø, men spreder sig i stedet vegetativt via rodstykker og stængeldele.
Et vigtigt kendetegn er det store underjordiske net af rødder og jordstængler, som kan gå dybt og brede sig langt. Det er en stor del af forklaringen på, at planten er så svær at bekæmpe.
Forvekslingsmuligheder
Japansk pileurt kan forveksles med kæmpepileurt og hybrid-pileurt. Kæmpepileurt bliver ofte højere og har større blade. Et nyttigt kendetegn er bladbasis: hos japansk pileurt er den mere lige afskåret, mens kæmpepileurt oftere har en mere hjerteformet bladbasis. Midterribben er også ofte rødlig hos kæmpepileurt, men lys grøn hos japansk pileurt.
Forgiftningsfare
Japansk pileurt regnes ikke som giftig, men den indeholder oxalsyre, ligesom fx rabarber og syre. Derfor bør den spises i moderate mængder. Personer med tendens til nyresten, gigt eller andre problemer, hvor et højt indtag af oxalsyre kan være uheldigt, bør være forsigtige. Tilberedning kan sænke indholdet noget.
Vigtigt at nævne
Hvis man samler japansk pileurt, bør man være meget omhyggelig med ikke at sprede planten videre. Selv små rod- eller stængelstykker kan danne nye planter. Man bør derfor aldrig flytte jord eller plantedelene til naturen, og rester bør håndteres forsigtigt.