
Denne salve er god at have i førstehjælpskassen som hjælp til at hele mindre sår. Den understøtter kroppens naturlige helingsproces og virker både antibakteriel og svampedræbende. Samtidig hjælper den med at beskytte såret mod infektion.
Det giver god mening at bruge harpiks i salve, da det er træets eget “forsvar” mod skader. Harpiksen hjælper træet med at lukke sår, reparere knækkede grene og beskytte mod sygdomme. Når du høster harpiks, så gør det med omtanke, så du ikke efterlader træet helt blottet.
Du kan anvende harpiks fra alle nåletræer. Ofte finder man det som størknet eller løbende harpiks på stammen, som nemt kan samles op med en ske. De forskellige nåletræer kan have lidt forskellige dufte, men harpiksen kan bruges på samme måde.
Harpiks er fedtopløselig og skal derfor anvendes i en oliebaseret salve. Den er også opløselig i alkohol, hvilket betyder, at den kan fjernes fra hud og tøj med både olie og alkohol. Harpiks kan tage tid at smelte i olie, så sørg for at dele den i mindre stykker. Har du en stor klump, kan den fryses og derefter knuses med en hammer. Ofte følger der små rester af bark og nåle med – disse kan sies fra, når harpiksen er smeltet sammen med olien.
Du skal bruge
- ¼ kop harpiks
- ½ kop olie (fx olivenolie eller mandelolie)
- 25 g revet bivoks
Sådan gør du
- Varm olie og harpiks forsigtigt op i vandbad, indtil harpiksen er smeltet. Det må ikke koge.
- Si olien gennem en finmasket si – eller brug et kaffefilter, hvis det er nødvendigt.
- Tilsæt den revne bivoks, og rør rundt, indtil den er smeltet. Sluk for varmen.
- Hæld salven på rene, tørre glas, og lad den køle af.
- Opbevar mørkt og køligt.
Salven kan holde sig i lang tid, hvis den opbevares korrekt.