
Stor parykhat (og andre blækhatte) har en fascinerende egenskab: De nedbryder sig selv og omdannes til en mørk væske fyldt med sorte sporer. Denne væske kan bruges til mange formål. Når du plukker svampene, går der som regel kun et par dage, før de begynder at afgive blæk. Til sidst er svampen helt opløst. Nogle arter kan tage op til 14 dage, men med parykhat går processen hurtigt.
Blækket kan blandt andet bruges til at lave sort salt (se opskriften i kogebogen), til at tegne og skrive med eller til at farve garn og uld. Hvis du ønsker længere holdbarhed, kan du tilsætte en smule ammoniak.
Sådan gør du
- Høst blækhatte i efteråret. Jo ældre svampene er, desto hurtigere afgiver de blæk.
- Læg dem i en skål og vent. Afhængigt af alder begynder de at smide blæk inden for få timer – nogle allerede på vej hjem i bilen.
- Hæld blækket fra, og brug det til at tegne, skrive eller farve med.
Tilsæt eventuelt en smule ammoniak, hvis blækket skal holde sig længere, og opbevar det i et lufttæt glas.