
Slåen er populær at anvende til snaps, fordi den giver et særdeles velsmagende resultat. I oktober–november kan man plukke modne slåenbær, som vokser mange steder i Danmark. Snapsen får en smuk, dyb rød farve og kan bruges i forskellige drinks og cocktails – eller nydes, som den er.
Bærrene kan være bitre, når de plukkes, og derfor kan det være en god idé at give dem en tur i fryseren natten over. Det gør dem en smule sødere.
Du skal bruge
- 1 flaske snaps eller vodka
- 2 dl slåenbær
- Sukker eller honning (hvis du ønsker den sødere)
Sådan gør du
- Hæld de frosne bær i en flaske.Hæld alkoholen over, til flasken er fyldt.
- Lad den trække i 4 uger. Den bliver mere bitter med tiden, så det er en smagssag, hvor længe den skal trække. Nogle lader den trække i op til 3 måneder.
- Si bærrene fra og filtrer snapsen gennem et klæde, hvis den er grumset.
- Smag til med sukker eller honning, hvis du ønsker det.
- Lad snapsen hvile et par uger eller længere – den bliver kun bedre med tiden.
Snapsen kan holde sig i op til 10 år, og bliver kun bedre af at stå.