
De bløde og lækre tortillas er en skøn hovedret – og en anderledes måde at bruge agern på. Det vigtigste i opskriften er hviletiden. Når dejen får lov at hvile i 30 minutter, binder melet bedre, og tortillas falder ikke fra hinanden, når de vendes på panden eller fyldes og rulles.
Fyldet kan varieres i det uendelige – fx svampe, avocado, karamelliserede løg, friske urter og parmesan.
(Husk: Agern skal udvandes korrekt inden brug. Se din guide eller e-bog om forarbejdning af agern.)
Du skal bruge (8–10 tortillas)
- 1,5 kop agernmel
- 0,5 kop majsstivelse
- ¾ kop vand
- ¼ kop smagsneutral olie
- 1 tsk salt
- 0,5 tsk bagepulver
Sådan gør du
- Bland agernmel, majsstivelse, salt og bagepulver i en skål.
- Tilsæt olie og vand. Rør det sammen – brug evt. en gaffel til at presse klumper ud.
- Dejen skal minde om en fast tærtedej. Tilsæt en smule mere vand, hvis den virker for tør.
- Lad dejen hvile i 30 minutter.
- Del dejen i 8–10 kugler.
- Varm en pande (gerne støbejern) op til middelvarme.
- Rul tortillaerne ud mellem to stykker bagepapir – eller pres dem flade med en pande.
- Steg dem gyldne på begge sider. Det tager ca. 1 minut pr. side.
Server dem lune og bløde – klar til at fylde med sæsonens vilde råvarer.