
Brændenælde er en af vores mest næringsrige vilde planter. Den er rig på jern, C-vitamin og mineraler og har i generationer været brugt både som mad og i naturmedicin. De unge forårsskud smager mildest og bedst, men senere på sæsonen kan du med fordel plukke de øverste topskud. Når nælderne blancheres eller opvarmes, forsvinder den brændende effekt.
Tag handsker på, når du plukker, og vælg planter fra rene områder – væk fra veje og sprøjtede marker.
Til 4 personer skal du bruge
- 1 liter friske brændenælder (løst målt)
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 200 g kartofler
- 1 liter vand
- 2 bouillonterninger
- Smør eller olie til stegning
- Salt og peber
Sådan gør du
- Skyl brændenælderne grundigt. Fjern grove stilke.
- Løg, hvidløg og kartofler skæres i små tern.
- Sautér løg og hvidløg i lidt smør eller olie, til de bliver klare.
- Tilsæt kartoflerne og steg dem med et par minutter.
- Hæld vandet på. Når det koger, tilsættes bouillon og brændenælder.
- Lad det simre i ca. 10 minutter, til kartoflerne er møre.
- Blend suppen til en ensartet, cremet konsistens.
- Smag til med salt og peber.
Suppen kan serveres med en klat cremefraiche eller yoghurt i midten og et stykke brød til.Den smager også dejligt med et hårdkogt æg eller sprødstegt bacon som topping.