Alliaria petiolata
Løgkarse er en toårig plante i korsblomstfamilien, som er let at kende på sin tydelige duft af hvidløg, når bladene gnides mellem fingrene. Smagen er en blanding af karse, mild hvidløg og sennep, hvilket gør planten til en spændende krydderurt i det vilde køkken.
Planten er meget almindelig i Danmark og trives især i skovkanter og næringsrig jord. Den spirer det første år som en lav bladroset og blomstrer først i sit andet år.
Løgkarse er også en vigtig plante for naturen. Den er blandt andet en vigtig værtsplante for aurorasommerfuglen, hvis larver lever af plantens frøstande.
Navnet Alliaria kommer fra det latinske ord Allium, som betyder hvidløg, og henviser til plantens karakteristiske duft.
Sæson
April – september
Unge blade smager bedst før blomstringen, som begynder i maj. Senere på sommeren udvikler planten sine lange frøstande (skulper).
I milde vintre kan grundbladene ofte findes grønne hele året.
Voksested
Løgkarse vokser især i næringsrig og fugtig jord med lidt skygge.Typiske voksesteder er:
- skovbryn
- skovveje
- krat
- grøftekanter
- haver
- langs vandløb
Den er almindelig i det meste af Danmark, men lidt mindre udbredt langs Vestkysten.
Opskrifter / anvendelse
Løgkarse er en alsidig spiselig plante, og næsten hele planten kan bruges i madlavning. Den egner sig især til:
- salater
- pesto
- kryddersmør
- omeletter
- kartoffelsalat
- smørrebrød
- supper
- wokretter
Bladene har den bedste smag, når de er unge. Ved lang tilberedning fremhæves plantens bitterstoffer, så den bør ofte tilsættes til sidst i retten.
De sprøde unge stængler og umodne frøstande kan også spises og giver en let sennepsagtig smag.
Frøene kan tørres og bruges som et mildt alternativ til sennep.
Spiselige plantedele
Hele planten kan spises. Især anvendes:
- unge blade
- blomster
- unge stængler
- umodne frøstande (skulper)frø
Medicinske egenskaber
Løgkarse har traditionelt været brugt i folkemedicin. Planten indeholder blandt andet:
- sennepsolier (glucosinolater)
- C-vitamin
- flavonoider
- svovlholdige forbindelser
Disse stoffer giver planten dens karakteristiske smag og har også medicinske egenskaber. Den har været brugt for sine:
- antibakterielle egenskaber
- slimløsende virkning
- fordøjelsesfremmende effekt
- appetitstimulerende virkning
Traditionelt blev planten brugt mod:
- hoste og forkølelse
- bronkitis
- fordøjelsesproblemer
- mindre infektioner
Blade blev også brugt frisk på små sår eller som udtræk i te.
Historisk brug
Løgkarse har været brugt som krydderurt i Europa i flere tusinde år.
Arkæologiske fund viser, at planten allerede blev anvendt i madlavning i stenalderen. Før importen af krydderier som peber og sennep blev almindelig, var løgkarse en vigtig smagsgiver i det nordiske køkken.
I middelalderen blev planten dyrket i klosterhaver og brugt både som lægeplante og krydderurt.I nogle områder blev den også brugt til at give smag til ost og smør.
Kendetegn
Løgkarse er en opret plante, der typisk bliver 40–80 cm høj.Bladene er:
- hjerteformede
- savtakkede
- grønne og let rynkede
Hvis man gnider bladene mellem fingrene, dufter de tydeligt af hvidløg.
Blomsterne er små og hvide med fire kronblade, hvilket er typisk for korsblomstfamilien. De sidder i klaser i toppen af planten.
Efter blomstringen dannes lange, tynde frøstande (skulper), som indeholder små sorte frø. Planten er toårig og blomstrer først i sit andet leveår.
Forvekslingsmuligheder
Løgkarse er forholdsvis let at kende.Den kan i tidlig vækst forveksles med nogle arter i korsblomstfamilien, men den karakteristiske hvidløgsduft gør den nem at identificere.
Forgiftningsfare
Planten anses generelt for sikker at spise.
Dog anbefaler miljø- og fødevaremyndigheder, at den spises i moderate mængder, da den indeholder stoffer som i meget store mængder kan nedbrydes til forbindelser, der kan påvirke skjoldbruskkirtlen. Ved almindelig brug i mad er der dog ingen kendt risiko.