Artemisia maritima
Strandmalurt er en aromatisk kystplante, der ofte kan ses på lang afstand på grund af dens sølvgrå farve. Den tilhører kurvblomstfamilien og er en flerårig urt.
Planten har i århundreder været brugt både som krydderurt og lægeplante. I ældre tid blev den blandt andet anvendt mod indvoldsorm, fordi den indeholder stoffet santonin. Den kraftige aromatiske duft skyldes æteriske olier, som også giver planten dens karakteristiske bitre smag.
Strandmalurt er nært beslægtet med andre malurtarter og har den samme intense, krydrede aroma. Derfor bruges den i dag primært som krydderurt i små mængder.
Sæson
Blade – april til oktober
Blomster – august til september
Hvis vinteren er mild, kan planten ofte høstes det meste af året.
Voksested
Strandmalurt vokser især i saltpåvirkede områder langs kysten. Den findes typisk på:
- strandenge
- saltmarsk
- kystnære enge
- tørre strandvolde
Planten er almindelig ved de indre danske farvande og i Vadehavet, men ses sjældnere langs den åbne vestkyst. Den er også relativt sjælden på Bornholm.
Strandmalurt er salttålende og vokser derfor næsten altid i områder, hvor jorden påvirkes af havets salt.
Spiselige plantedele
- blade
- unge skud
- blomster
Alle overjordiske dele kan anvendes, men bruges typisk i meget små mængder på grund af den kraftige smag.
Smag
Strandmalurt har en meget aromatisk, bitter og krydret smag. Den minder lidt om:
- malurt
- estragon
- salvie
Den bruges derfor bedst som et krydderi og ikke som en grøntsag.
Opskrifter / anvendelse
Strandmalurt bruges traditionelt især i snaps og kryddersnaps. Når den anvendes i snaps, bliver smagen ofte mere afrundet efter lagring. Trækketiden bør normalt ikke overstige omkring en uge, da smagen ellers kan blive for bitter. Snapsen udvikler sig ofte positivt ved at lagre i flere måneder eller år.
I madlavning bruges strandmalurt i meget små mængder, blandt andet til:
- urtesalt
- kryddersmør
- fiskeretter
- fede kødretter
- marinader
- smør til grillede kartofler
- i mayonnaise eller aioli til fisk og skaldyri
- smørstegt kål eller grønkål
- i eddike til kryddereddike
- i gin eller cocktails som aromatisk bitterurt
- finthakket i panering til fisk
- i brød eller focaccia sammen med havsalt
- i små mængder i vildtretter
- i røget smør til fisk
- i urteolie til grillede grøntsager
I gamle opskrifter blev malurt nogle gange lagt i maven på fed fisk eller gås, hvor urten gav smag under stegningen.
Bladene kan også tørres og bruges som krydderi.
Kendetegn
Strandmalurt kan blive op til 60 cm høj og danner ofte små buskagtige tuer. Typiske kendetegn:
- sølvgrå eller grågrøn farve
- smalle, fine blade
- små gule blomster
- stærk aromatisk duft
Bladene sidder spredt på stænglen og har omtrent samme farve på over- og underside.bStænglerne er stive og tæt behårede, og de nederste dele bliver ofte træagtige med tiden.
Forvekslingsmuligheder
Strandmalurt kan forveksles med andre arter i malurtslægten. Mulige forvekslinger:
Havemalurt
- har ofte hængende blomsterkurve
Gråbynke
- bladene er filtet på undersiden og grønnere på oversiden
Sølvbynke
- mere sølvfarvede blade
Markbynke
- mindre aromatisk duft
Duften er ofte en god måde at kende strandmalurt på, da den er meget aromatisk.
Forgiftningsfare
Strandmalurt er historisk blevet betragtet som giftig, fordi den indeholder stoffet thujon, som også findes i andre malurtarter.
I de meget små mængder, man normalt bruger i madlavning eller snaps, er der dog ikke risiko for forgiftning.
Urten bør dog anvendes med måde på grund af dens stærke indholdsstoffer.