
Gul snerre indeholder enzymer, som kan få mælk til at løbe sammen. Den kan forveksles med hvid snerre, og der findes også krydsninger mellem de to arter. Disse har ofte en mere orange farve. Til denne opskrift skal du bruge den gule snerre.
Til 4 portioner skal du bruge
- 8 stilke gul snerre
- 1 liter økologisk sødmælk
- 2 dl økologisk kærnemælk
- 2 dl økologisk fløde
Sådan gør du
- Tag en stor, dyb skål eller 4 mindre skåle og fordel stilkene i dem. Porcelænet må ikke være koldt – det skal som minimum have stuetemperatur og gerne være let lunt.
- Pisk mælk, kærnemælk og fløde let sammen og hæld blandingen over stilkene.
- Dæk til med husholdningsfilm og lad det stå på køkkenbordet natten over.
- Fjern den gule snerre og sæt tykmælken på køl et par timer inden servering.
Processen afhænger af temperaturen. Jo lunere omgivelserne er, desto hurtigere dannes tykmælken. Hvis det er køligt, kan mælken forsigtigt lunes, inden den hældes over stilkene.